Patientinformation - Dermatologisk

Vi har samlet grundige beskrivelser af vores dermatologiske behandlinger, herunder hvad de indebærer, hvordan de foregår, hvilke resultater du kan forvente, samt mulige bivirkninger og forholdsregler. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine personoplysninger, her. 

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. 

 

CO₂-laserbehandling er en præcis og skånsom metode til at fjerne godartede hudforandringer som knopper, tumorer og visse virusbetingede forandringer. Ved CO2-laserbehandling rettes en tynd lysstråle mod huden, der omdannes til varme, hvorved der laves en velkontrolleret og tilpasset forbrænding. Varigheden af behandlingen afhænger af, hvor mange elementer, der skal fjernes eller hvor store hudområder, der skal behandles, men er typisk 30-45 minutter. Det kan være nødvendigt med flere behandlinger.

Før du møder til behandling

Laserbehandling kan være lettere smertefuld, og derfor anvendes der ofte lokalbedøvelse - enten som bedøvende creme eller ved injektion. Dette aftales ved den indledende konsultation. Hvis det aftales, at du skal bedøves med creme, skal du møde ½ time før behandlingen. Ved lokalbedøvelse med en indsprøjtning, svinder bedøvelsen efter 2-3 timer.

Behandling tæt på øjet

Hvis du skal have lagt øjenskjold under behandlingen, skal du:

  • Medbringe den aftalte øjensalve (husk at hente den på apoteket).
  • Medbringe beskyttelsesbriller (f.eks. fyrværkeribriller eller store solbriller), da øjet er bedøvet efter behandlingen og ikke kan mærke irritation.


Effekt

Normalt er du fri for de uønskede gevækster efter 1-2 behandlinger. Hos enkelte ser man, at elementerne vokser frem igen over tid. Dette kan desværre ikke altid forhindres.

Hvem kan behandles

CO2-laserbehandling er generelt sikker og velegnet til de fleste. Der er dog visse undtagelser.

Du kan ikke blive behandlet hvis:

  • Din hud er solpigmenteret. Vi anbefaler, at du undgår sol mindst 4 uger inden behandling.
  • Du er gravid eller ammer
  • Du inden for den seneste måned har været i behandling med akne midlet isotretinoin
  • Du du har en aktiv hudirritation eller hudsygdom i behandlingsområdet.


Mulige bivirkninger

Behandlingsresultatet bliver dårligere, og der er større risiko for bivirkninger, hvis huden udsættes for sollys. Derfor skal du beskytte dig i ugerne før, under og efter behandlingen, og minimum så længe der er rødme og/eller sår efter laserbehandlingen.

Vi anbefaler, at du beskytter huden mod solen:

  • Fra april til og med september
  • Hver dag undtagen ved heldagsregn
  • Solcreme faktor +50, solhat eller andet tøj

Behandlingen giver små sår, hvor laseren har fjernet det uønskede væv. Sårene kan efterlade ar. Hvis der kommer infektion i området, er risikoen for synlige ar større.

Symptomer på infektion er:

  • Rødme uden for det behandlede område
  • Gul eller uklar væske
  • Hævelse
  • smerte
  • varme og / eller feber

Hvis huden viser symptomer på infektion, skal du kontakte HAAK hudspecialister.

I sjældne tilfælde kan hudens farve ændres, så den bliver mørkere eller lysere på de behandlede områder.

Konsultation

Der er ikke betænkningstid til behandlingen, når der er tale om en dermatologisk behandling, som det typisk vil være, når hudlægen fjerner et element fra huden. Er der tale om en kosmetisk hudforyngende behandling med CO2-laserbehandling, er betænkningstiden en uge.

Du vil dog blive set til en konsultation inden behandlingen, så vi kan vurdere dig, og give grundig information om forløbet og det forventede resultat. Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med. Du skal afsætte ca. 30 min til denne konsultation.

Inden behandlingen

I ugerne op til behandlingen anbefaler vi, at du undgår direkte sollys og i øvrigt sørger for at anvende en god solcreme hver dag. Du må ikke være solbrun når behandlingen udføres. Ankom så vidt muligt uden makeup. Undlad at anvende stærk a-vitamin creme lige op til behandlingen, hvis det er et større område, der skal behandles. Er det enkelte små elementer, har det ingen betydning. Dette afklares ved den indledende konsultation.

Behandling

Huden desinficeres grundigt og herefter anlægges evt. lokalbedøvelse med en lille tynd nål. Dette kan svie en anelse, men svinder hurtigt. Bedøvelsen virker indenfor få sekunder. Bedøvelsen er virksom i et par timer, som du kender det fra tandlægen. Du får påsat beskyttende briller og behandlingen udføres.

Efter behandlingen

Du kan genoptage dit arbejde umiddelbart efter behandlingen, men vi anbefaler, at du tager det roligt resten af dagen.

Behandlingen medfører overfladiske sår, som heler i løbet af to uger. Du kan med fordel bruge vaseline, panthenol eller anden fed creme for at bevare sårskorperne og sørge for fugtig sårheling. Undlad at pille i sårene, de heler af sig selv. Husk at anvende solcreme, hvis du opholder dig udenfor.

Vi er her for at hjælpe dig sikkert og trygt gennem dit behandlingsforløb.

Ved en både fuld ablativ CO2- samt fraktioneret CO2-laserbehandling påføres huden en kontrolleret varmeskade. Dette stimulerer en reparationsproces i huden, hvor der dannes nyt bindevæv og kollagen. Ved fraktioneret laserbehandling genereres der mikroskopiske kanaler i huden, i personligt tilpasset tæthed og dybde. Ved fuld ablativ laserbehandling fjerner man hele hudoverfladen i en valgt dybde. Ved fraktioneret CO2-laserbehandling vil helingstiden være markant kortere end ved traditionel CO2-laserbehandling (fuld ablativ). Vi vil ved konsultationen vurdere, hvilken behandling der er relevant for dig.

Ved CO2-laserbehandling opnås effektiv hudforyngelse ved nydannelse af både overhuden samt bindevævet i læderhuden. I læderhuden stimuleres dannelse af nye elastiske og kollagene fibre samt dannelse af nye glykosaminoglykaner (hyaluronsyre). Elastiske og kollagene fibre er vigtige for fastheden og elasticiteten i huden. Hyaluronsyre binder fugten i huden, og har derfor også stor betydning for et sundt udseende.

Hvem har glæde af behandlingen?

Behandlingen er effektiv til reduktion af ar i ansigtet efter f.eks. akne, til moderate rynker samt til kreppet hud i ansigtet. Herudover vil der ved behandlingen ses en reduktion af brune alderspletter og ujævn pigmentering.

Effekt

Effekten indtræffer gradvist og den fulde effekt ses typisk først efter ca. 6 måneder. 

Hvem kan behandles?

Behandling med CO2-laser er ufarlig, når den udføres af erfarne fagprofessionelle. Behandlingen kan anvendes på de fleste mennesker. Der er dog visse undtagelser.

Du kan ikke blive behandlet hvis:

  • Din hud er solpigmenteret. Vi anbefaler, at du undgår sol mindst 4 uger inden behandling
  • Du er gravid eller ammer
  • Du inden for den seneste måned har været i behandling med aknemidlet isotretinoin


Medicin

Ved forundersøgelsen vil det blive vurderet, om der er behov for profylaktisk antiviral og antibakteriel behandling. Hvis det er relevant, vil du få recepter på medicin, som påbegyndes aftenen inden din behandling.

Da behandlingen føles let brændende/stikkende, anbefaler vi, at du 1 time før behandlingen tager 2 tabletter paracetamol á 500 mg. Hvis du er nervøs for behandlingen, kan du få beroligende medicin en time før behandlingen i form af tablet Oxazepam 15 mg.

På behandlingsdagen

Inden behandlingen tager vi kliniske fotos til din journal. Derefter påsmøres en lokalbedøvende creme på huden, der skal virke i ca. 30-45 min. Der kan efter ønske suppleres med at lægge lokalbedøvende blokader af nerverne i ansigtet.

Selve behandlingen tager 30 – 60 min.

Efter behandlingen

Vi tilråder, at du planlægger sygemelding mindst 7 dage efter behandlingen.

Lige efter behandlingen er huden rød, varm og let hævet. Det brænder som efter en solskoldning. Ved behandling af øjenomgivelserne kan hævelserne være udtalte, og det tilrådes derfor, at du ikke selv kører hjem.

I de første dage vil huden svie, og der vil være væskedannelse samt pletvis blødning og efterfølgende dannes mørke små sår. Normalt er hudoverfladen helet efter 6 - 8 dage, hvis der udelukkende er behandlet med fraktioneret CO2-laser. Ved fuld ablativ CO2-laser tager det op til 14 dage. Herefter kan der anvendes makeup.

Pleje af huden i efterforløbet

Dag 0

Lige efter behandlingen køles huden ned med isposer, og der påføres panthenolcreme (Vaseline el. lign.). På selve behandlingsdagen skal huden have ro og bør berøres så lidt som muligt.

Huden skal renses med lunket vand ca. hver 6 time. Her fjernes små skorper med gaze, hvorefter der igen påføres panthenol. Hvis det væsker fra huden, må huden duppes med tørre, rene servietter eller gaze. Hvis huden svier/brænder, kan dette afhjælpes med smertestillende medicin, f.eks. paracetamol samt ibuprofen. Hvis huden føles meget varm, kan der pålægges en kold pakning bestående af frosne ærter indpakket i nogle servietter.

Inden du går i seng, skal du også huske at smøre panthenolcreme på huden. Det tilrådes, at du pakker din hovedpude ind i en plasticpose for at undgå, at din hud klistrer fast til stoffet, mens du sover. Det er en fordel at sove med hovedet højt, idet øjenomgivelserne så hæver mindre.

Dag 1 - 7

Dagen efter behandlingen må du skylle huden med koldt eller lunkent vand i forbindelse med brusebad. Shampoo må gerne løbe ned over ansigtet, når blot du skyller efter med rent vand. Huden duppes herefter tør med rene servietter og efterfølgende, skal der påføres panthenol. Du skal fortsætte med at rense huden ca. hver 6 time samt påføre panthenol vaseline eller lignende indtil huden ikke længere væsker. Huden må ikke tørre ud, da den heler mest optimalt, hvis overfladen holdes fugtig og fedtet.

Vi tilråder, at du holder dig i ro den første uge efter behandlingen, da motion ikke vil føles behageligt i det hævede ansigt. 

Du må ikke opholde dig i solen i den første uge efter behandlingen, da huden på dette tidspunkt ikke kan tåle, at der påføres solcreme.

Fra 1 uge til 3 måneder efter behandling

Når overhuden er helet op, og der ikke længere er sår (efter ca. 1 uge ved fraktioneret CO2 og ca. 14 dage ved fuld ablativ CO2), kan du anvende de renseprodukter og cremer, som du normalt anvender. Det er dog vigtigt, at de ikke irriterer huden. Hvis dette er tilfældet, skal du vente i yderligere en uge, inden du bruger dem.

Efter huden er helet, anbefaler vi, at du anvender en rig fugtighedscreme. Vi kan eventuelt være behjælpelige med at udpege produkter. Det er meget vigtigt, at du anvender en solfaktor +50, når du opholder dig udendørs 2-3 måneder efter behandlingen.

Hvor mange behandlinger skal der til?

Dette er individuelt, men der anbefales 1-3 behandlinger. Der anbefales mindst 2 måneders interval mellem behandlingerne.

Forventet resultat

Du kan forvente, at fine, kreppede rynker ved øjnene glattes ganske betydeligt. Moderate rynker og fine linjer på kinderne vil reduceres. Kraftige rynker på overlæben reduceres også, men ikke fjernes helt. Det er forskelligt fra person til person, hvor mange behandlinger der skal til, før et tilfredsstillende resultat opnås. Dybe furer/rynker og meget løs hud kan ikke fjernes tilstrækkeligt med denne behandling, men kræver plastikkirurgisk indgreb. Du kan forvente, at hudfarven bliver mere ensartet, idet pigmentpletter oftest forsvinder næsten fuldstændigt. Der er dog risiko for, at disse gendannes, når huden udsættes for sol.

Resultatet vil altid være afhængigt af udgangspunktet, af den enkelte persons hudtype og hudens evne til at danne kollagen. Resultatet afhænger ligeledes af, hvor kraftig en behandling der foretages, samt om patienten følger de angivne retningslinjer nøje i efterforløbet.

Praktiske forholdsregler før behandling

For at reducere risiko for pigmentproblemer efter behandlingen, er det vigtigt, at du ikke har taget sol i mindst en måned før behandlingen.

Vi kan ikke behandle dig, hvis du har udbrud af forkølelsessår, eller hvis du kan mærke, der er et på vej.

Eventuelle bivirkninger og komplikationer

Almindelige bivirkninger (ses hos 1 -10 ud af 100):

Der kan i de første måneder efter behandlingen ses helt små prikker i huden. Dette er mærker efter laseren og forsvinder normalt i løbet af et par måneder. Huden kan føles let ru i de første måneder.

Der er risiko for udbrud af akne i ophelingsfasen. Hvis du oplever dette, skal du henvende dig til os, så vi kan guide dig til brug af andet end panthenol creme.

Der er en risiko for, specielt hos mørkere hudtyper, at huden i efterforløbet bliver mørkere på de behandlede områder. Dette ses dog sjældent, og risikoen kan reduceres ved at man undgår sol, anvender solfaktor 50+ og bruger cremer der nedsætter pigmenteringsprocessen

Behandlingsresultatet bliver dårligere, og der er større risiko for bivirkninger, hvis huden udsættes for sollys. Derfor skal du beskytte dig i ugerne før, under og efter behandlingen, og mindst så længe der er rødme og/eller sår efter laserbehandlingen.

Ikke almindelige bivirkninger (ses hos mellem 1 - 10 ud af 1.000):

Der er en meget lille risiko for at huden efter behandlingen bliver lysere end før behandlingen. Det vil sige, at man ikke kan blive helt så brun i området som før. Denne risiko er størst ved fuld ablativ CO2-laserbehadnling. Der er desuden en meget lille risiko for infektion.

Symptomer på infektion er:

  • Rødme uden for det behandlede område
  • Gul eller uklar væske
  • Hævelse
  • Smerte
  • Varme og/eller feber

Hvis huden viser symptomer på infektion, skal du kontakte HAAK hudspecialister.

Sjældne bivirkninger (se hos mellem 1 - 10 ud af 10.000 behandlinger):

Hvis der opstår forsinket sårheling, er der risiko for ardannelse i det behandlede område. Forsinket sårheling opstår oftest i forbindelse med infektion. Det er derfor vigtigt, at man indtager den ordinerede antivirale og antibakterielle behandling, hvis det er relevant. Det er ligeledes meget vigtigt, at man henvender sig, hvis man føler sig det mindste utryg i helingsforløbet.

Lov om betænkningstid og samtykke

Før du kan modtage en kosmetisk behandling, skal du afgive et mundtligt samtykke til behandlingen. Det forudsætter at du forinden har modtaget såvel skriftlig som mundtlig information om behandlingen. Når det drejer sig om ablativ behandling med CO2-laser, kan du først afgive samtykke efter 1 uges betænkningstid.

Der er ikke betænkningstid til behandlingen, når der er tale om en dermatologisk behandling, som det typisk vil være, når man behandler ar.

Når du er i et forløb med gentagne behandlinger, er der kun betænkningstid forud for den første behandling. Du er meget velkommen til at medbringe en ven, veninde eller ægtefælle (bisidder) ved konsultationen.

Aktiniske keratoser, også kaldet solskader, er en almindeligt forekommende hudsygdom, som opstår, når huden har været udsat for for meget sollys over en årrække. Tilstanden opstår typisk på lysudsatte områder som i ansigtet, på brystet og på hænderne. Ubehandlet kan solskader udvikle sig til hudkræft og derfor vælger man ofte at behandle dem. Solskader kan behandles med en receptpligtig creme Aldara.

Hvordan virker Aldara

Aldara anvendes typisk til solskader i ansigtet samt på skalpen. Når Aldara påføres solskaderne, aktiveres kroppens eget immunforsvar så det angriber og ødelægger de celler, der har taget skade af solens påvirkning. Aldara fjerner både de synlige solskader og de solskader, som endnu ikke er synlige,

Hvad kan jeg forvente under behandlingen

Du kan forvente at huden bliver rød, hævet, kløende og skællende i det område, der behandles. Der kan opstå skorpedannelse og sår. Dette er normale og tilsigtede reaktioner og skyldes, at dit immunforsvar bliver aktiveret. Hvis du synes reaktionerne er for kraftige, kontakter du hudlægen for råd. Man kan da vælge at holde et par dages pause, før behandlingen genoptages.

Hvordan anvendes Aldara

  • Påfør Aldara i et tyndt lag om aftenen inden sengetid 3 dage om ugen (f.eks. mandag, onsdag og fredag)
  • Husk at vaske hænder efter påføringen
  • Fortsæt behandlingen i 4 uger og hold derefter 4 ugers pause
  • Gentag evt. behandlingen i yderligere 4 uger, hvis hudlægen har ordineret dette
  • Hvis du glemmer en dosis, skal du påføre den så hurtigt som muligt og herefter følge den normale behandlingsplan. Du må dog kun anvende Aldara én gang dagligt
  • Dæk IKKE det behandlede område med plaster eller lignende
  • Beskyt dig mod sollys (også solarium) mens du er i behandling med Aldara


Bivirkninger

Normale: Kløe, varme, rødme og skældannelse.

Sjældnere: Ændring af hudens farve og tab af hår, hvor der behandles. Dette normaliseres efter behandlingsophør.

Nogle patienter oplever influenzalignende symptomer. Dette skyldes, aktivering af immunforsvaret og kan være tegn på, at der er anvendt for meget creme, eller at der skal holdes pause i behandlingen.

Almindelig hudkræft dækker over to forskellige kræftformer i huden, der kaldes basalcelle hudkræft og pladecelle hudkræft. Almindelig hudkræft er dén hyppigste kræftform i Danmark hos både mænd og kvinder, med mere end 20.000 registrerede årlige tilfælde. Hertil skal lægges et stort antal ikke registrerede tilfælde.

Basalcelle hudkræft er langt den hyppigste af de to former for almindelig hudkræft. Det er en langsomt voksende kræftform, der vokser frem i huden over måneder. Sygdommen skyldes hovedsageligt solens skadelige stråler og opstår derfor typisk på lysudsatte områder som i ansigtet, på brystet, på ryggen, arme og ben.

Basalcelle hudkræft kan ligne små perlemorsskinnende knuder, ar eller eksem. Det kan også være små sår, der ikke heler. Kræften vokser i afgrænsede områder af huden og spredes ikke til andre organer.

Hvordan virker Aldara

Aldara® (Imiquimod) er en receptpligtig creme til behandling af overfladisk basalcelle hudkræft. Når du smører Aldara på det angrebne hudområde, aktiveres dit eget immunforsvar til at bekæmpe kræftcellerne.

Du kan forvente, at huden bliver rød, hævet og skællende i det område, der behandles. Der kan også opstå skorpedannelse og små sår. Herudover kan du opleve snurren, prikken, irritation og kløe i området. Dette er normale reaktioner, som er forventede og ønskede.

Nogle få patienter kan få influenza-lignende symptomer under behandlingen.

Hvis du har spørgsmål til behandlingen, hvis du synes huden reagerer for kraftigt, eller hvis du oplever andre reaktioner end de nævnte skal du kontakte din hudlæge.

Hvordan anvendes Aldara

  • Påsmør Aldara på i et tyndt lag om aftenen inden sengetid 5 dage om ugen (f.eks. mandag til fredag)
  • Husk at vaske hænder efter påføringen
  • Fortsæt behandlingen i 6 uger
  • Hvis du glemmer en dosis, skal du påføre den så hurtigt som muligt og herefter følge den normale behandlingsplan. Du må kun anvende Aldara én gang om dagen
  • Dæk IKKE det behandlede område med plaster eller lignende
  • Beskyt dig mod sollys (også solarium), mens du er i behandling med Aldara


Bivirkninger

Normale: Kløe, varme, rødme og skældannelse.

Sjældnere: Ændring af hudens farve og tab af hår, hvor der behandles. Dette normaliseres efter behandlingsophør

Nogle patienter oplever influenzalignende symptomer. Dette skyldes aktivering af immunforsvaret og kan være tegn på, at der er anvendt for meget creme, eller at der skal holdes pause i behandlingen.

Botulinumtoksin (botox) har siden 1980’erne været anvendt til en række medicinske og kosmetiske behandlinger. I dag er det en anerkendt og effektiv metode til behandling af kraftig svedtendens i armhulerne (aksillær hyperhidrose).

Behandlingen har høj patienttilfredshed og er særlig velegnet til personer, der oplever generende svedproduktion og lugtgener, som påvirker livskvaliteten.

Virkning

Botox virker ved at forhindre frigivelse af signalstoffer fra nerveenderne til svedkirtlerne, hvilket hæmmer svedsekretionen. Dette sker, da toksinet lammer musklerne omkring svedkirtlerne, så frigivelsen af sved blokeres. Stoffet virker kun i det behandlede område og har ingen indvirkning på følesansen.

Effekt

Der ses individuelle variationer i forhold til effekt af behandlingen, men typisk indsætter effekten efter 1-14 dage og holder i gennemsnit 6-7 måneder. Ved gentagne behandlinger forlænges holdbarheden ofte.

Hvem kan behandles med Botox

Behandling med Botox er populær og næsten alle kan behandles. Der er dog enkelte undtagelser, hvor behandling ikke kan udføres.

Du kan ikke behandles hvis du:

  • Er gravid eller ammer
  • Er allergisk overfor albumin og laktose
  • Har sår eller bylder i det område der skal behandles
  • Du lider af muskelsygdomme som myastenia gravis, Eaton lambert syndrom el.lign.
  • Du lider af visse bindevævssygdomme
  • Du indtager visse former for antibiotika (aminoglykosider)
  • Du nyligt har, eller snart skal gennemgå en større operation


Mulige bivirkninger

Bivirkninger og komplikationer til Botox er ved denne behandling meget sjældne. De er midlertidige og forsvinder af sig selv efter nogle uger.

Under 1 % oplever én eller flere af flg. bivirkninger:

  • Kløe og udslæt
  • Mundtørhed
  • Allergisk reaktion
  • Let kvalme
  • Influenzalignende symptomer

Hvis du efter behandlingen oplever synke eller talebesvær eller besvær med at trække vejret, skal du omgående søge lægehjælp

Konsultation

Inden behandlingen udføres, skal du til en lovpligtig konsultation hos en hudlæge. Konsultationen er uforpligtende. Her gennemgås behandlingen nøje, og du får naturligvis råd og vejledning i forhold til dine gener. Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med. Du skal afsætte ca. 30 min til denne konsultation.

Behandling

Huden desinficeres grundigt og behandlingsområdet markeres. Med en tynd nål injiceres en lille mængde Botox de steder, der produceres sved. Vi anbefaler, at du ikke har lange hår i armhulen på behandlingsdagen, men der må gerne være små hår så hårgrænsen kan identificeres.

Efter behandlingen

Undgå at berøre eller massere på det behandlede område i minimum 4 timer efter behandlingen. Det behandlede område kan blive let hævet, og der kan komme små blå mærker. Det er helt ufarligt og svinder af sig selv. Du kan genoptage dit arbejde umiddelbart efter behandlingen, men vi anbefaler, at du tager det roligt resten af dagen.

Glycopyrrulat er et lægemiddel, der nedsætter aktiviteten af kirtler i kroppen (antikolinergikum). Denne virkning udnyttes ved behandling af hyperhidrose (øget svedproduktion).

Glycopyrrulat er beslægtet med andre antikolinerge lægemidler som fx Ercoril.

Virkning og eventuelle bivirkninger er derfor ofte sammenlignelige, men der kan være variationer.

Hvordan tages medicinen

Det anbefales, at du indtager medicinen i den lavest mulige effektive dosis.

Som udgangspunkt anbefales nedenstående dosering.

  • Uge 1: 1 tablet til natten
  • Uge 2: 2 tabletter til natten
  • Uge 3: 3 tabletter til natten
  • Uge 4: 4 tabletter til natten

Du skal ikke nødvendigvis øge dosis til 4 tabletter dagligt. Hvis du har tilstrækkelig effekt af lavere dosering, kan denne dosis fastholdes.

Bemærk

Bør indtages mindst 1 time før eller mindst 2 timer efter et måltid. Fødevarer med højt fedtindhold bør undgås.

Effekt

Effekten indtræffer gradvist og løbende hen over nogle uger. Når du er i behandling med medicin, skal du til kontrol hos hudlægen, så I sammen kan vurdere effekten og fastlægge dit forløb.

Hvem kan behandles

Du må ikke indtage Glycopyrrulat, hvis du lider af grøn stær (glaukom), urinretention, alvorlige mave-tarmsygdomme (fx paralyse eller svær colitis ulcerosa), myastenia gravis eller blødningsbetinget hjertesygdom.

Hvilke bivirkninger kan forekomme

Bivirkninger som mundtørhed, forstoppelse, træthed, synsforstyrrelser, hudtørhed, hovedpine m.m. er dosisafhængige og oftest forbigående.

Opstår der andre eller alvorlige bivirkninger, skal du søge læge.

Graviditet og amning

Bør ikke anvendes ved graviditet og amning.

Tandlægekontrol

Da medicinen medfører en nedsat spytproduktion kan dette øge risikoen for sygdomme i tænder og mundhule. Derfor anbefales regelmæssig tandlægekontrol.

Hormoncreme, også kaldet binyrebarkhormon- eller steroidcreme, er en effektiv behandling til mange typer af hududslæt, herunder eksem og psoriasis. Cremen dæmper hudens betændelsesreaktion og lindrer symptomer som kløe, hævelse og rødme i huden.

Hormoncremer har været anvendt i over 50 år og er derfor en behandling, som hudlæger har stor erfaring med. Det er sikkert at anvende, når man har en behandlingsplan og husker at holde pause mellem behandlingerne. Behandlingsplanen tilpasses individuelt. Nogle har kun brug for en kort kur, mens andre kan have behov for vedligeholdelsesbehandling ca. 2 gange ugentlig over længere tid. Ved korrekt brug er langtidsbehandling ufarlig, når hudlægens anvisninger følges.

Hormoncremerne kan være tilsat svampedræbende midler (f.eks. Brentacort) eller antibiotika (f.eks. Fucicort).

Hormoncremer fås som cremer, salver og flydende væsker. I hovedbunden kan det være nemmere at påføre en flydende væske/kutanopløsning, ligesom et tørt og svært skællende eksem kan have gavn af en federe næsten vaselinelignende konsistens. Indholdet af hormon bliver ikke påvirket af, hvilken konsistens du anvender. Dette afgøres alene af hvilken styrke, der anvendes.

Hormoncreme inddeles i fire grupper efter styrke:

Gruppe I Gruppe II Gruppe III Gruppe IV

Mild Moderat Stærk Meget stærk

Mildison Locoid Ovison Dermovat

Gruppe IV er 50 gange stærkere end gruppe I. Hudlægen vælger den styrke og type, der passer bedst til din behandling.

Bivirkninger

Bivirkninger er sjældne og ses ved langvarigt overforbrug. Huden kan da blive tynd, der hvor der er smurt, ligesom der kan ses mindre karsprængninger. Ved ophør af behandling vil forandringerne ofte svinde igen. Vi lægger en sikker individuel behandlingsplan, som du kan følge, når dit forløb hos HAAK ophører.

Fugtighedscreme – en vigtig del af behandlingen

Alle, der har tendens til eksem eller har psoriasis, skal anvende fed fugtighedscreme, som basisbehandling. Dette er grundlaget for enhver behandling. Vælg den creme med det højeste fedtindhold, som du kan lide at bruge. Skift gerne mærke med jævne mellemrum. Husk at anvende creme eller fedtcreme, og ikke en lotion, da den indeholder meget vand og kan virke udtørrende. Undgå parfume, da det kan give allergi. Vælg en creme med få indholdsstoffer for at nedsætte risiko for irritation af en i forvejen irriteret hud. Vælg gerne svanemærket og godkendt af Astma-Allergi i Danmark.

Gode råd til forældre af børn med eksem

Pleje og praktiske råd:

  • Brug ikke fede salver på store hudområder hos spædbørn – huden kan ikke ånde, og det kan give overophedning.
  • Spædbørn klør ofte i ansigtet. Hold negle korte og afrundede. Brug evt. en langærmet bodystocking med "handsker", så barnet ikke kan kradse sig
  • Hyppig indsmøring med fed fugtighedscreme lindrer kløe og forebygger infektion
  • Gør indsmøring til en leg – lav zebrastriber eller leopardprikker på huden og lad barnet hjælpe, hvis muligt
  • Luft ud dagligt – især i soverummet – og hold temperaturen let kølig


Bad og vask:

  • Giv korte, daglige bade i lunkent vand
  • Tilsæt evt. babyolie til badevandet
  • Brug sæbe der fugter huden
  • Skyl sæbe grundigt af – og smør huden ind umiddelbart efter bad
  • Vask tøj og sengetøj i uparfumeret vaskemiddel
  • Gå efter produkter der er svanemærket samt godkendt af Astma og Allergi i Danmark
  • Skift sengetøj mindst én gang om ugen


Måltider:

Hvis barnet får rødme om munden eller på hænderne efter f.eks. frugtsyre, kan det være en god idé at påføre creme på huden omkring munden inden måltider og lære barnet at spise med gaffel i stedet for fingrene

Følg hudlægens anvisning. Vær ikke bange for at behandle, det er langt værre at underbehandle.

Håndeksem er en meget almindelig hudlidelse og den hyppigste årsag til anmeldte erhvervsskader i Danmark.

Typiske symptomer er:

  • Tørhed
  • Rødme
  • Kløe
  • Afskalning
  • Smertefulde revner og sår

Eksemet kan skyldes enten irritation fra gentagen påvirkning af huden (fx vand, sæbe, kemikalier), eller en kontaktallergi, hvor huden reagerer på bestemte stoffer.

Årsager og disponerende faktorer

Ved allergiudredning finder vi ikke altid én klar årsag – men det er stadig vigtigt at undersøge, om der findes noget i dine nære omgivelser, der kan forværre eksemet.

Du har øget risiko for håndeksem, hvis:

  • Du ofte har hænderne i vand
  • Du arbejder i erhverv med hyppig håndvask eller kontakt med hudirriterende stoffer (fx sundhedssektoren, fødevarebranchen, frisører, bagere, mekanikere eller rengøring)
  • Du har haft børneeksem – det øger risikoen for håndeksem i voksenalderen


Forebyggelse

Du kan forebygge håndeksem ved at passe godt på dine hænder. Nedenfor er skitseret nogle gode råd til at passe på dine hænder og forebygge håndeksem. Ved at følge disse kan du reducere brugen af receptpligtig medicin, og du kan forkorte dine behandlingsperioder betragteligt.

  • Brug fugtighedscreme. Fugtighedscreme er basisbehandlingen for alle med håndeksem. Smør dig gerne ind flere gange om dagen. Hav altid en tube med creme med dig
  • Undlad at have fingerringe og armbåndsure på, her kan sætte sig skidt og sæberester, som kan irritere din hud
  • Anvend håndsprit i stedet for vand og sæbe, når dine hænder ikke er synligt forurenede. Dette fordi håndsprit er mere skånsomt for den eksemprægede hud. Håndsprit genfedter huden, da det indeholder glycerol, hvorimod vand og sæbe vil udtørre huden
  • Vask hænder i uparfumeret sæbe, hvis hænderne er synligt forurenede og vælg da gerne en fast sæbe frem for en flydende. (den flydende type sæbe indeholder ofte allergifremmende stoffer som: formaldehyd, kathon (MI / MCI: methylisothiazolinone) og methyldibroglutanoritrile (MDBGN))
  • Brug handsker, når du har hænderne i vådt arbejde eller arbejder i haven, maler med opløsningsmidler mm. Brug handsker, som har bomuld i foret, så der ikke kommer kondensvand
  • Brug handsker, når det er koldt udenfor. Kulde udtørrer huden og kan forværre håndeksem
  • Fortsæt med at bruge fugtighedscreme selvom eksemet er svundet. Op til et halvt år efter du har haft eksem, vil hudens modstandskraft være nedsat. Det er derfor vigtigt, at du husker de gode vaner
  • Følg altid hudlægens anvisning. Hos mennesker med kroniske hudlidelser kan behandling være nødvendig i lange perioder. Din behandlingsplan vil typisk indeholde en plan for hvordan du smører, når der er aktivitet og uro i huden, samt en plan for, hvordan du skal smøre, når der er mere ro i huden. Den behandlingsplan du får fra hudlægen, skal du følge nøje.

Vi har stor erfaring med udredning, forebyggelse og behandling af håndeksem og ønsker at lave en personlig tilrettet behandlingsplan for alle vores patienter.

Fnatmider overføres fra person til person ved tæt kontakt. Miden er ganske lille og kan ikke ses med det blotte øje. Der findes dog særlige aftegninger i huden, hvor en hudlæge hurtigt vil kunne identificere, at der kan være tale om smitte med fnatmider.

Hos voksne ser man ofte midens gange ved håndled, mellem fingre og genitalt. Hos mindre børn og spædbørn kan de også ses i ansigtet og hårbunden.

Symptomer på fnat er kløe og eksem. Typisk kan kløen blive så udtalt, at det forstyrrer nattesøvnen.

Skorpefnat

Skorpefnat er en tilstand, hvor man ser mange tusinde mider på én gang hos samme patient. Det er altså ikke en anden type fnatmider. Ved skorpefnat ses skællende (skorpet) hud. Det forekommer oftest hos ældre svækkede mennesker og mennesker med nedsat immunforsvar. Skorpefnat er ofte ikke så kløende, men det er mere smitsomt end almindelig fnat.

Smitte

Fnat smitter ved tæt kropskontakt. Der kan gå op til 3 uger fra smitte til symptomer. Har man haft fnat før, vil symptomerne komme hurtigere.

Du betragtes som smittefri, når du har gennemført din 2. behandling.

Alle, som du har været i tæt fysisk kontakt med, skal behandles - også selvom de ikke har symptomer. De skal behandles med Nix creme.

Behandling

Ivermectin er et lægemiddel, der gives som tabletter. Dosis afhænger af din vægt, og hudlægen ordinerer en dosis, der passer til dig. Tabletterne skal indtages sammen med et lettere måltid. Ved børn, som er yngre end 6 år, kan tabletterne knuses før indtagelse.

Behandlingen skal gentages efter 1 uge.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, frarådes du som udgangspunkt behandling med Ivermectin. Hudlægen kan dog i særlige tilfælde vælge at behandle dig alligevel. Fortæl altid din hudlæge, om du er gravid eller ammer.

Det anbefales dog ikke, at man indtager tabletterne, når man ammer et helt nyfødt barn. I så fald bør behandlingen udsættes. Tal med hudlægen herom.

Bivirkninger

Ivermectin kan give bivirkninger, men disse er sjældne.

Sjældent forekommer allergisk reaktion eller hududslæt. Bivirkningerne er som regel forbigående.

Hudkløe

Kløe i huden kan fortsætte i op til 6 uger efter behandlingen er afsluttet. Dette er helt normalt og altså ikke et udtryk for, at behandlingen ikke har virket. Du kan afhjælpe kløen med at anvende fugtighedscreme og hudlægen kan vælge at udskrive receptpligtig behandling mod kløe.

I hjemmet

Fnatmider kan overleve uden hudkontakt i op til 4 døgn i hjemmet.

Tøj, der har været brugt inden for de sidste 4 døgn, skal vaskes ved 60 grader. Husk sengetøj, håndklæder samt overtøj, sko, handsker, halstørklæder og huer.

De ting, som ikke tåler at blive vasket på 60 grader, skal lægges i en plastikpose i min. 4 døgn.

Opholdsrum rengøres grundigt med støvsugning, gulvvask og afvask af alle overflader.

Møbler, gulvtæpper, madrasser og lign skal henstå eller tildækkes med plastik i min. 4 døgn.

Dyner og puder vaskes ved 60 grader, eller skal henstå i en plastikpose i min. 4 døgn.

Isotretinoin er en effektiv behandling af svær akne. Det er kemisk beslægtet med A-vitamin. Isotretinoin må kun ordineres af speciallæger i dermatologi (hudlæger) i Danmark.

Isotretinoin virker ved at:

  • Nedsætte produktionen af talg
  • Reducere størrelsen af talgkirtlerne
  • Mindske inflammation
  • Modvirke tilstopning af talgkirtlerne

Behandlingen er særdeles effektiv mod akne og de fleste patienter oplever varig forbedring. De første uger under behandlingen kan du opleve at aknen forværres. Hos de fleste indsætter virkningen efter 1-2 måneders behandling. Den samlede behandlingsperiode er vanligt 6-9 måneder. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med flere behandlingsforløb.

Hvordan tages Isotretinoin?

Isotretinoin kommer i kapselform og bør indtages i forbindelse med et hovedmåltid for at optimere optagelsen. Dosis aftaler du med hudlægen. Den afhænger af din vægt, og hvor udtalt din hudtilstand er.

Isotretinoin og anden medicin

Da isotretinoin er beslægtet med A-vitamin, bør du i behandlingsperioden ikke indtage ekstra A-vitamin (ud over en almindelig multivitamin).

Isotretinoin må ikke kombineres med tetracyklin-antibiotika.

Bivirkninger

De fleste oplever milde bivirkninger, som kan afhjælpes ved god hudpleje. Det er almindeligt at få tør hud og tørre læber i behandlingsperioden. Håret kan føles mindre fedtet. Slimhinder i øjne og næse kan tørre ud. Det kan medføre besvær med kontaktlinser og give risiko for næseblod. For at undgå, at den tørre hud fører til eksem, er det en god ide at anvende fede cremer på huden. Læbepomade og vaseline kan anvendes på læber og i næsebor. Du kan rådføre dig her i klinikken eller på apoteket, hvis du har behov for hjælp til din hudpleje.

Isotretinoin gør dig mere lysfølsom, derfor anbefaler vi, at du ikke dyrker solen og bruger solcreme. Vi vejleder dig gerne i valg af solcreme.

Det er ikke tilladt at være bloddonor i behandlingsperioden samt den første måned efter behandlingsophør.

Muskel- og ledømhed kan forekomme specielt under sportsudøvelse.

Humørpåvirkning er en mulig, men sjælden bivirkning. Du skal henvende dig til HAAK ved uventede humørsvingninger.

Prævention, graviditet og amning

Isotretinoin er fosterskadeligt. Ved behandling af kvinder er det derfor et krav at anvende sikker prævention i behandlingsperioden, samt 1 måned efter behandlingen er afsluttet. Hvis du bliver gravid under behandlingen, skal du have en abort. Derfor er det vigtigt, at du dyrker sikker sex og beskytter dig mod graviditet. I blodprøverne bliver kvinder blandt andet tjekket for, om de er gravide. Du må ikke amme, når du er i behandling med isotretinoin.

Sikkerhed

Hudlægen tjekker dine blodprøver inden behandlingen starter og hver 4.-12. uge under hele forløbet. På den måde er behandlingen sikker for dig. Vi tjekker dine blodprøver af flere årsager, men vigtigst af alt for at holde øje med dine levertal, og at du som kvinde ikke er blevet gravid. Man ser nogle gange at levertallet stiger lidt, eller at fedtmængden i blodet stiger. Hudlægen sikrer, at behandlingen er tilpasset dig og kontrollerer løbende, at du tåler medicinen. Behandlingen er sikker, når den følges korrekt.

Recept og kontrol

  • Ny recept udstedes ved dine månedlige kontroller
  • Husk at få taget dine blodprøver inden kontrollen – det er hudlægens udgangspunkt for samtalen
  • For kvinder: Recepten skal indløses inden for 7 dage. Du får recept til ca. 30 dages behandling ad gangen

Kontrollerne foregår enten fysisk, telefonisk eller via mailkonsultation. Dette dette aftales med din hudlæge.

Ved planlagte udlandsrejser eller andet, der kan påvirke rutinerne, hjælper vi med at tilpasse dit forløb.

Du kan bestille tid til blodprøver på blodproever.dk via minsundhedsplatform.dk eller via appen MinSP.

Kontaktallergi opstår, når huden gentagne gange udsættes for stoffer, den ikke tåler f.eks. nikkel, parfume, gummi og konserveringsmidler. Det kan føre til udvikling af kontakteksem, som typisk ses på hænder, underarme, armhuler, fødder og i ansigtet.

Eksem viser sig som:

  • Rødme
  • Kløe
  • Hævelse
  • Små blærer
  • Tør eller skællende hud

Hvis huden fortsat udsættes for allergenet, kan eksemet blive kronisk.

Test for kontaktallergi

En lappetest (også kaldet epikutantest) bruges til at påvise, om du har kontaktallergi over for almindeligt forekommende allergener. Ved en lappetest bliver du udsat for små mængder af kendte allergifremkaldende stoffer, som ses i tabellen her i vejledningen. Du kan også blive bedt om at medbringe relevante mulige allergener fra din hverdag til testen.

Lappeprøven fra start til slut

Lappeprøven strækker sig over 4 dage og kræver 3 besøg i klinikken: Dag 1 (mandag/tirsdag), dag 3 (onsdag/torsdag) og dag 4 (torsdag/fredag). 

Før testen

  • Undlad at bruge hormoncreme på øverste ryg i mindst én uge før testen og under hele testforløbet
  • Undgå sol og solarie på ryggen i testperioden
  • Ryggen må ikke blive våd under testen
  • Undgå kraftig fysisk aktivitet og sved
  • Brug gerne en ældre, mørk T-shirt – testmaterialet kan smitte af
  • Du må ikke klø eller kradse i testområdet – kløe kan skyldes plasteret og er ikke nødvendigvis tegn på allergi

Dag 1 (mandag/tirsdag): Påsætning af test

Du får påsat testfelter med plastre, der placeres øverst på ryggen. Der tegnes rundt om plastrene med en hudtusch for at sikre, vi kan genfinde, hvor prøverne har været placeret.

Dag 3 (onsdag): Første aflæsning

Der er nu gået 48 timer siden du fik plastrene på ryggen. Plastrene fjernes, og vi markerer igen, hvor plastrene har siddet, for at sikre, at vi kan genfinde, hvor de forskellige allergener var placeret. Du skal fortsat undgå, at huden på ryggen bliver våd.

Dag 4 (torsdag): Endelig aflæsning

Der er nu gået ca. 72 timer, og du skal have aflæst lappetesten.

For præcist at kunne afgøre, hvor de forskellige testpaneler har været placeret, anvender hudlægen tuschstregerne som pejlemærker. Hvis du har allergi over for et eller flere af stofferne, kan man se en reaktion i huden med rødme, kløe og evt. hævelse. I sjældne tilfælde kommer der en lille blæredannelse.  Hvis der er reaktioner, informerer hudlægen dig om, hvordan du fremadrettet undgår disse allergener.

True-test

1

Nikkelsulfat 

2

Lanolinalkohol 

3

Neomycinsulfat 

4

Kaliumdikromat 

5

Cain-mix 

6

Parfume-mix

7

Kolofonium

8

Paraben-mix 

9

Blank brik (negativ kontrol) 

10

Perubalsam 

11

Ethylenediamin

12

Koboltklorid 

13

p-tert Butylphenol-formaldehydresin 

14

Epoxyresin

15

Carba-mix 

16

Black rubber-mix 

17

Cl+Me-Isothiazolinon 

18

Quaternium-15 

19

Methyldibromo glutaronitril 

20

p-Phenylendiamin 

21

Formaldehyd 

22

Mercapto-mix

23

Thiomersal

24

Thiuram-mix

25

Diazolidinyl urea

26

Quinolin-mix 

27

Tixocortol-21-pivalat

28

Guld natriumthiosulfat

29

Imidazolidinyl urea

30

Budesonid

31

Hydrocortison-17-butyrat

32

Mercaptobenzothiazol 

33

Bacitracin 

34

Parthenolid 

35

Disperse Blue 106 

36

2-Bromo-2-nitropropan-1,3-diol 

Supplerende EU-standard

1

Sesuiterpene lactone mix; 0,1%

2

Hydroxyisohexyl-3-cyclohexene carcoxyaldehyd (Lyral); 5%

3

Fragrance mix II, 14%

4

Methyldibromo glutaronitrile; 0,5%

5

Methylisothiazolinone, 0,2%

6

Methylisothiazolinone/ Methylchloroisothiazolinone 0,02%, 6,6%

7

Textile mix, 2%

8

Formaldehyde, 2%

9

2-hydroxyethyl metacrylate (2-HEMA), 2%

10

Propolis, 10%

11

Cain-mix, 10%

12

Sodium matabisufite, 1%

13

Benzisothuíazollinone, 0,1%

14

Decyl glucoside, 5%

Tangentiel excision er en kirurgisk procedure, hvor et hudområde fjernes skånsomt ved at skære parallelt med hudens overflade. Denne metode anvendes ofte til fjernelse af godartede hudlæsioner såsom modermærker, vorter eller mindre hudtumorer. Målet med proceduren er at fjerne læsionen fuldstændigt, samtidig med at man bevarer så meget hud som muligt, hvilket kan fremme en bedre kosmetisk heling.

Hvordan foregår proceduren?

Området omkring læsionen renses, og der lægges lokalbedøvelse med en tynd nål. Herefter skæres det aktuelle element af parallelt med hudens overflade. Eventuel småblødning vil blive standset med kompression eller ved forsigtig at brænde. Der vil blive påsat plaster, som kan fjernes dagen efter.

Hvad kan jeg forvente efter proceduren?

Efterfølgende kan området være lidt ømt, og du kan muligvis føle en let prikken eller svie i de første dage. Der kan opstå hævelse eller blå mærker omkring behandlingsområdet, disse forsvinder normalt efter et par dage. Der vil som regel dannes et lille ar, men ved tangentiel excision forsøger vi at gøre arret så diskret som muligt.

Mulige bivirkninger og komplikationer

Selvom tangentiel excision er en relativt sikker procedure, kan der opstå nogle bivirkninger og komplikationer, herunder:

  • Infektion: Som ved alle kirurgiske indgreb er der en risiko for infektion. Dette kommer typisk tidligst 3 dage efter indgrebet og viser sig i form af rødme, varme og tiltagende smerter.
  • Blødning: Der kan opstå lidt blødning under og efter proceduren. Dette stoppes normalt hurtigt ved tryk på læsionen.
  • Ar-dannelse: Der kan opstå et permanent ar, selvom det er muligt at reducere synligheden gennem korrekt pleje og opfølgning. Arrets størrelse og synlighed afhænger af flere faktorer, herunder hudtype og læsionens placering.
  • Forandringer i hudfarve: Det behandlede område kan blive lysere eller mørkere end den omgivende hud, især hos personer med mørkere hudtyper.
  • Oplevelse af nedsat følelse: I sjældne tilfælde kan du i området omkring excisionen opleve midlertidig eller permanent følelsesløshed, da små nerver kan blive påvirket under proceduren.
Right Menu Icon